bero.dk

Når der er en vinder, er der også en taber. Nulsumspessimisten er en størrelse, jeg kommer til at bruge en del tid på, her på bero.dk. Nulsumspessimisten har givet mig en bedre forståelse for det politiske landskab, og har givet mig en vis forståelse for politiske standpunkter og beslutninger, der ellers har været uforståelige for mig.

Nulsumspessimisten tror med en nærmest religiøs iver på, at der er grænser for vækst. Nulsumspessimisten bryder sig ikke om rige, for når nogen bliver rigere, må andre nødvendigvis blive fattigere. Nulsumspessimisten tror, at de fattige landes problem bliver løst ved, at vi forærer dem penge og samtidig skærer ned på eget forbrug og vækst. Nulsumspessimisten er klimaentusiast. Ikke fordi klimeudfordringerne medfører et væld at teknologiske muligheder, men fordi klimakrisens dommedagsprofeter bekræfter, at vækst altid medfører problemer.

Nulsum er et begreb fra spilteorien. I spil – i modsætning til den virkelige – er der ofte finitte ressourcer. I Matador er der kun de adresser, de pengesedler og de hoteller, som spillet er født med. Nulsumspessimisten har Matador som en tryg, mental model af verden. I Danmark er nulsumspessimisternes stammeleder lige nu Villy Søvndal: “SF vil hellere have færre fattige end flere rige“.

Det bliver værre og værre. Ved hvert valg leder jeg desperat efter et parti, eller bare en enkelt kandidat, der deler bare nogle af de holdninger og værdier, som er væsentlige for mig. Jeg føler, at jeg oftere og oftere bedrager mig selv og mine idealer ved at afgive min stemme.

Det bliver sværere og sværere. Populister og vulgær-socialdemokrater dominerer på tværs af det politiske spektrum. Magtfuldkommenhed er bedre end ideologi. Soundbites er bedre end gode argumenter. Forkærlighed for til- og lemfældige målinger af eller fantasier om folkestemninger retfærdiggør en stigende og stadigt mere skræmmende foragt for principper og fornuft.

Jeg tror ikke, jeg er alene med denne magtesløshed. Derfor denne blog.